Opinion

Opinion

Opinion

Naturvidenskab

Politik, især

Undervisningspolitik og

Økonomisk politik

Den ubesindige bankdirektør

politikPosted by Ole Witt-Hansen Sat, September 24, 2016 19:38:35

HVORDAN KAN MAN I DET EVANGELISKE OG SOCIALDEMOKRATISKE DANMARK HAVE ET PARTI, HVIS ENESTE MÆRKESAG ER AT DE RIGESTE SKAL BETALE MINDRE I SKAT

Der var engang en bankdirektør, der var blevet stinkende rig på sin bankvirksomhed.

Men det var nu heller ikke nogen helt almindelig bank, hvor folk anbragte deres opsparing, og som lånte penge til gemene lønmodtagere.

Tværtimod var det en bank for velhavere med det inderlige ønske at blive endnu rigere, og det helst uden skulle bestille særlig meget for det.

Så banken gav beredvilligt kreditter på det dobbelte eller det tredobbelte af indskyderens kapital i det øjemed at de satte sig til rette ved valutaspekulationsrouletten eller investerede i andre og lige så flygtige finansielle aktiver.

At almindelige godtfolk troede, at de med fordel kunne spekulere mod verdens finansimperier og storbanker, kan ganske vidst undre, og langt de fleste endte da også med at tabe deres penge plus det lånte, men det berørte jo ikke bankens indtægter, for lånene til banken skulle jo betales tilbage, hvad enten klienterne havde vundet eller tabt på deres spekulationer.

Bankdirektøren glædede sig naturligvis hver eneste dag over sine mange millioner, og det eneste lille skår i glæden var egentlig de millioner, han skulle betale i skat.

Jeg kan ikke forstå det, tænkte bankmanden. Jeg har jo aldrig lånt penge af staten, så hvorfor skal staten så have mine penge.

Men jo flere millioner, der væltede ned i bankdirektørens lommer, jo mere mismodig blev han over at skulle aflevere så mange tilbage i skat, penge som staten bare inkasserede, og det uden engang at have tjent dem på ærlig vis.

Han grublede længe over, hvordan han på lovlig vis kunne undgå at aflevere alle de dejlige millioner til staten. Den eneste vej syntes jo at være gennem lovgivningen, men så skulle man jo være repræsenteret på tinge.

Men så slog tanken som en tordenkile ned i bankdirektørens hoved. Man kunne jo købe et parti, der allerede var repræsenteret i folketinget. Et parti som kunne gøre op med socialdemokratiet og de andre røde partiers fordelingspolitik, der jo kun var drevet af misundelse på driftige mænd, som ham selv, der forstod at gøre forretninger uden samfundets mellemkomst.

Udslettet fra hans tidlige ungdoms bevidsthed var Karl Marx’ nøgterne konstatering af, at velstand jo ikke kommer ved at lade penge flyde fra den ene hånd til den anden, men kun ved at skabe merværdi gennem produktion.

Jeg har faktisk råd til at købe et parti, tænkte bankdirektøren, et parti hvis eneste formål er at de rige skal betale mindre i skat, selvom man nok ville gøre klogt i at formulere formålet på en lidt anden måde.

Og da han så sig om i det politiske landskab, syntes tidspunktet endda at være meget gunstigt.

Der var flere kuldsejlede partier til salg, og efter en kort overvejelse faldt valget på det parti, som tidligere havde haft ordet ”demokratisk” som deres galionsfigur.

Nu var ”demokratisk” nok ikke den allermest velegnede navn for et parti, hvis angivelige formål var at omfordele skattebyrden fra de rige til de fattige, at skaffe frihed til at skovle penge ind, tjent ved andres arbejde, men der måtte vel findes andre lødige begreber, som nok dækker dette formål, men som man ikke i samme grad forbandt med materiel grådighed, men derimod med lødig økonomisk teoridannelse, som det var grundlagt af Adam Smith og Malthus.

Ordet var naturligvis Liberal. Et begreb som hos ubefæstede sjæle let forveksles med ”frihed for den enkelte” (Altså økonomisk handlefrihed, men lad det nu ligge).

Og det første bankdirektører skulle, var naturligvis at købe en partiformand. Og her faldt valget naturligt på et tidligere radikalt brushoved, der besad evnen til at opstille samfundsøkonomiske regnestykker, som godt kunne gøre selv erfarne økonomer og journalister rundtossede.

Og brushovedet viste sig hurtigt at være et naturtalent i den henseende, og hans flydende veltalenhed forbløffede de fleste. Og der skal jo rigtignok et tykt lag oratorisk glasur til for at forvandle et liberalistisk rovdyr til en lille sød missekat, der bare vil have lidt mere fløde.

Hvis de rige betaler mindre i skat, så bliver vi alle sammen rigere gjaldede hornene. Lidt svært at forstå, måske, hvis man blot har sat sig en lille smule ind i Marx’ og Keynes analyse af det kapitalistiske samfund.

Faktisk forholder det sig lige omvendt. For hvis man giver en krone til de fattige, så er det næsten sikkert, at den vil blive omsat i indenlandsk forbrug. Det øger omsætningen. Det øger efterspørgslen. Det øger den indenlandske produktion. Det øger velstanden.

En krone mere til de fattige, trækker hele samfundet op på den måde, som bla. nobelpristageren Joseph Stiglitz i sin bog ”The price of inequality” har kaldet multiplikator effekten. En krone til de fattige, kommer tilbage til samfundet med en faktor 2-3.

Giver man derimod en million til de rigeste, er det langt mere tvivlsomt, om det vil komme samfundet til gode overhovedet. For den vil næppe blive investeret i indenlandsk produktion.

For et forøget forbrug og en stigende efterspørgsel kan jo ikke komme fra de, som er blevet ringere stillet ved en omlægning af skattebyrden fra de rige til de fattige, og betalt af nedskæring af de sociale rettigheder.

Så forøgede indtægter til de rigeste, vil nok blive forrentet bedre i oversøiske spekulative investeringer eller ende på Cayman Island eller andre skattely.

En samfundsøkonomisk tankegang, som ligger ret fjernt fra den evangeliske nøjsomhed, retlinethed og flid, det demokratiske fundament, kombineret med det socialdemokratiske sociale ansvar, som indtil årtusindskiftet gjorde de nordiske lande til verdens rigeste og bedste lande at leve i.

At den slags overvejelser ikke harmonerede med bankdirektørens samfundssyn, kan man måske godt forstå. Lidt vanskeligere er det måske at forstå, at de heller ikke fandt vej til det liberale brushoved, der jo engang tilhørte et parti, der var opstået med udgangspunkt i en social bevidsthed.

Men også det kan vel købes for penge.

Så det nye parti, havde kun et program punkt. Skatten skal ned for de rige, betalt af sociale nedskæringer. Ikke et ord om velfærdssamfundet og landets infrastruktur. Ikke et ord om internationale forpligtigelser og udenrigspolitik. Ikke et ord om undervisningspolitik. Ikke et ord om indvandringspolitik. Partiets rolle var sådan set udspillet, når bankdirektøren blev fri for at betale den skat, som gjorde ham så mistrøstig.

Hvordan brushovedet i medierne kunne opretholde illusionen om, at vi alle vil blive lykkeligere og rigere, hvis blot de rigeste betaler mindre i skat er jo ganske forunderligt, men størrelsen af hans tilhængerskare, kunne jo tyde på, at langt flere end de allerrigeste, tror at de selv ville få en fordel af at erstatte Robin Hood med Prins John.

Bondefangeri er nok verdens (næst)ældste helt liberale erhverv. Det består jo i, at man stiller folk, med mere beskedne midler i udsigt, at de kan tjene mange penge uden nogen særlig indsats, (tja), mens det egentlige formål naturligvis er, at de bliver ribbet for alt, hvad de har.

Måske skulle man tænke på det, næste gang man sætter sit kryds - hvis man altså ikke er stinkende rig.





Behandlet for depression

politikPosted by Ole Witt-Hansen Fri, July 29, 2016 20:24:48

Efter den franske pilot Adreas Lubitz i marts 2015 helt uforståeligt blokerede døren til cockpittet og styrede maskinen mod en bjergvæg og tog 149 passagerer med sig i døden, kom det frem, at han havde været under psykiatrisk behandling i flere år, og stadig var under medicinering. En lignende historie, er fremkommet, hvad angår Mohamed Bouhlel, der dræbte 84 mennesker i Nice den 16. juli.

For adskillige af de enkeltmands terror anslag, der har været det sidste år, er det kommet frem, at gerningsmændene har været i behandling for depression. Det har man så noteret sig, som en del af forklaringen på de meningsløse terror og selvmordsaktioner.

Nu er det jo sådan at, det mest karakteristiske træk ved en depression er handlingslammelse.

Det er umuligt for et depressivt menneske, aktivt at gennemføre så voldsomme handlinger, som det har været set ved de sidste års terrorhandlinger.

Manierne hos bipolare kan være destruktive for personen selv og den nære omverden, men det udløser stort set aldrig vold mod andre mennesker.

I den depressive tilstand, kan man på grund af handlingslammelsen ikke gennemføre et selvmord, selvom det er det, man stræber efter, men det er velkendt, at den farlige situation opstår for bipolare, når de er på vej ud af en depression, for så forsvinder handlingslammelsen, samtidig med at trangen til at tage livet af sig er intakt.

I de sidste 50 år er der sket en voldsom udvikling, hvad angår psykofarmaka.

I 70’erne kom benzodiazepinerne, og som i begyndelsen blev betragtet som et vidundermiddel uden de bivirkninger, som de tidligere antidepressive midler havde haft. I løbet af 80’er blev man dog klar over, at bezodizepinerne var stærkt afhængigheds skabende og havde ganske alvorlige følgevirkninger ved langvarigt brug, med hensyn til udvikling af de angst og depressionstilstande, som de oprindeligt var ordineret for at bekæmpe.

I 80’erne kom så ”lykkepillerne” Protac og i Danmark Cipramil, som igen blev lanceret som et depressionsmiddel uden bivirkningen, og som i næsten 20 år blev ordineret til alt fra dybe depressioner til kærestesorg og dårligt humør.

Men selvom det har været kategorisk afvist og bagatelliseret af medicinal virksomhederne som enkelttilfælde, så har historien med den skjulte bagside af bezodiazepinerne gentaget sig for lykkepillerne de sidste 10 år.

Når man dæmper angst tilstande med psykofarmaka, så svækker man samtidig hjernens naturlige beredskab mod angst og panik, og dette kræver så mere af stoffet, indtil det ikke virker længere, og herefter befinder man sig i en slags angstfuldt helvede, som det kan år at komme ud af igen, hvis man ikke vælger at tage livet af sig inden.

For alle de forstyrrede mennesker, som har udøvet kollektiv vold og terror, og som har været i behandling for ”depression”, har medierne mere hæftet sig ved den tidligere depressionstilstand, end ved den psykofarmaka, de har fået ordineret. Jeg mener nu, at man skulle undersøge nøje, hvilke medikamenter selvmordsterroristerne har været behandlet med og hvor længe.

Det vil langt fra overraske mig, hvis der tegner sig et billede.

Ole Witt-Hansen

Lektor emeritus



Loyal to Islam

politikPosted by Ole Witt-Hansen Mon, July 25, 2016 17:47:54

Som det sker hver gang, der har været et terrorangreb i profetens navn, så er de fleste politikere og den overvejende del af pressen ude med en forsikring om, at man ikke kollektivt kan rette anklage mod religionen islam og dets menige udøvere, men kun imod de barbariske handlinger, begået af formørkede terrorister.

Af samme grund har Vesten med USA i spidsen, siden 2001 erklæret krig mod terror, og ikke mod islam, selv om det er ret åbenlyst, at det et langt stykke af vejen kommer ud på det samme.

Der er naturligvis en grundlæggende politisk ræson i dette maskespil. For selv om det radikale islam de sidste 20 år har ført en ekstrem voldelig og hensynsløs krig mod Vesten, så er det i enhver henseende særdeles ufornuftigt, at samle verdens 1½ mia. muslimer i en konfrontation mod Vesten.

Det som Samuel P. Huntington i sin bog fra 1993 profetisk og dystopisk kaldte ”Civilisationernes sammenstød”.

En anden grund er naturligvis den, at mens de øvrige af det 20. århundredes totalitære og civilisationsfjendske bevægelser, enten har været nationalt eller geografisk afgrænsede, så fører islam krig mod de vestlige demokratier fra vores egen baghave.

Igen for at undgå konfrontation med verdens næststørste religion, har politikere og medier formuleret en opdeling mellem kulturelle muslimer, rettroende muslimer, islamister og de radikaliserede terrorrister.

På trods af de utallige terrorangreb mod uskyldige civile, der er udført i profetens navn, benægter talerør for Islam ofte, at terrorisme overhovedet er en del af Islam, hvilket jo er helt vanvid, da kampen mod de vantro gennem Jihad er skrevet ind i Koranen.

Faktisk er det kun graden af og praktiseringen af underkastelse, repression, ufrihed, inhuman tugtelse samt forfølgelsen af anderledes tænkende, som skiller de rettroende fra islamisterne.

Men samtidig er vold, ufrihed og undertrykkelse ikke så velegnet til gradbøjning.

De kulturelle muslimer, er de, som af overbevisning støtter den demokratiske styreform, og som i øvrigt har det samme forhold til Islam, som de fleste danskere har til kristendommen.

Når de alligevel fortsætter med at erklære sig som muslimer, kan det hænge sammen med, at Koranen som bekendt foreskriver dødsstraf for at forlade Islam.

De kulturelle muslimer er fuldstændig problemløst accepterede af de danske samfund, men prisen for dette er ofte latente trusler fra de islamister, der udmåler dødsstraf for kritik af den fundamentalistiske islam. Det er derfor nødvendigt for de mere prominente at have livvagter døgnet rundt.

Alene det, at man bliver truet på livet på grund af sine holdninger, er jo totalt uacceptabelt i et demokrati, og den dermed stiltiende accept af, at man kan true nogen til tavshed og underkastelse, er en underminering af selve demokratiets fundament.

At opdele muslimer i mere end to grupper skyldes politisk pragmatik. I virkelighedens verden, kan man egentlig kun trække én skilleline blandt muslimerne, som er bosat i Vesten. De som er loyale overfor Islam og underkaster sig Sharia, og de som lever efter grundlaget i de vestlige demokratier.

For Sharia undertrykker og begrænser stort set alle de friheder og den restsikkerhed, som de vestlige demokratier garanterer, og derfor er en dialog i realiteten meningsløs.

De vestlige lande har aldrig blandet sig aktivt i undertrykkelsen, retsløsheden og den sociale orden, som hersker i de islamiske lande. Men et betydeligt antal muslimer, der bor i vesten, nægter at acceptere de demokratiske normer for menneskeligt samvær, og søger i stedet gennem trusler og vold at tvinge demokratiet til at gøre knæfald for Islam.

Demokratiet kan simpelthen ikke bygge bro til islam. Det er to uforenelige menneske- og samfundssyn. Hvis man forsøger, vil det hurtigt vise sig at være en trojansk hest.

Vi er henvist til et væbnet forsvar, hvilket det jo også er sket de sidste 20 år gennem en næsten grotesk udvidelse af det nationale sikkerhedsapparat, og som svar på dannelsen af parallelsamfund.

Hvordan man end vender eller drejer det, så er de muslimske indvandrere de eneste, som ikke har villet lade sig integrere i det land som de har valgt at bosætte sig i, som fastholder deres islamiske kultur og samtidig de eneste indvandrere, som har givet Danmark alvorlige samfundsmæssige problemer gennem de sidste 200 år

Kulturelle muslimer og andre, der går til stålet i kritikken af islam, lever under forfølgelse og dødstrusler på samme måde som antinazister gjorde i Tyskland og dissidenter gjorde i Sovjet.

Vi har i Vesten tidligere aldrig haft anfægtelser ved at gøre – ikke den enkelte nazist eller den menige kommunist - ansvarlig for de to samfundssystemers forbrydelser - men derimod placeret ansvaret på de to totalitære bevægelser nazismen og kommunismen.

Når dette demonstrativt ikke sker, hvad angår islam, så er det reelt på grund af de politiske konsekvenser, men formelt fordi islam er et politisk projekt, der bygger på en religion.

Men det er jo nonsens, at man ikke kan holde et totalitært og kulturimperialistisk projekt ansvarlig for dets umenneskelige handlinger, fordi det (også) er en religion.

I en kronik den 16. juli 2016 skriver Henrik Dahl: ”Konflikten i Frankrig går ikke mellem muslimer og alle andre. Den går mellem hvilket som helst menneske, der ønsker fred og fordragelighed på den ene side. Og på den anden side det aggressive og voldelige salafistiske samfund med drømme om verdensherredømme”.

En sympatisk intellektuel indstilling, som jo blot ikke holder en meter. For det kunne med samme ret være anvendt, hvis man erstattede muslimer med nazister eller kommunister, og som det blev sagt af en Imam i radioen efter terrorangrebet i København: Islam formidler principperne om kærlighed, harmoni og fred.

Men når man hører dette, så kommer jeg til at tænke på George Orwells 1984, og partiets 3 teser: Krig er fred, Frihed er slaveri og Uvidenhed er styrke.

Og det passer jo sådant set glimrende på Imamernes udtalelser efter terrorangrebene.

Ole Witt-Hansen
Lektor emeritus



Islam og Vesten. To uforenelige samfunds- og menneskesyn

politikPosted by Ole Witt-Hansen Sun, July 17, 2016 17:21:53

Når en diskussion nærmer sig indvandrere og deres adfærd i det danske samfund, begynder samtalen sig ofte at handle om Islam, og så bliver jeg altid ofte konfronteret med, at en kritisk analyse af islam er en kritik af en anden kultur og en generel nedvurdering af muslimer.

Og derpå har samtalen tendens til at udvikle sig destruktivt, for når jeg siger Islam, så svarer de muslimer.

Det er naturligvis korrekt, at jeg ikke bryder mig særligt om individer, der bekender sig til en civilisationsfjendsk ideologi, hvis formål er at få alle til at underkaste sig en samfundsorden, som vil begrænse eller fuldstændig undertrykke alle de frihedsrettigheder, som det har taget den vestlige verden 200 år at opnå.

Den vestlige verden har forfatninger, hvor der er indbygget en lighed for loven, uafhængig af social eller etnisk baggrund

I den vestlige verden findes der ikke et politisk eller religiøst politi ved siden af den verdslige og demokratisk kontrollerede ordensmagt, og hvis magtbeføjelser er bestemt af en sekulær lov.

Domstolene er sekulære, og ikke politiske eller religiøse, og de er uafhængige af den lovgivende og politiske magt. Det er forfatningsmæssigt stadfæstet, at man ikke kan forfølge eller mishandle mennesker på grund af deres køn, tro eller seksuel orientering.

Endvidere er retten – også for kvinder - til at kunne bestemme over sit eget liv, hvad angår udannelse og valg af partner helt grundlæggende i de vestlige samfund.

Men det er jo sådan, at intet af denne sociale eller civilretslige samfundsorden, som den vestlige kultur bygger på, findes i Islam.

Islam er og har altid været et aggressivt og kulturimperialistisk politisk projekt med en social retsorden, der er funderet på Koranens infame Sharia.

At man forestiller sig, at man kan holde modsætningerne nede ved imødekommenhed og eftergivenhed over kravene fra Islam, har de sidste 30 år vist sig at være en illusion.

Rækker man hånden frem til Islam, bliver den blot hugget af.

Det billede, der tegner sig er, at rettroende muslimerne mener, at de qua deres religion er moralsk og åndeligt overlegne overfor den vestlige kristne verden.

De føler sig derfor dybt forurettede over, at de ikke altid har den samme adgang til de materielle goder i den vestlige verden, som den oprindelige befolkning – og som de ikke mener skyldes deres manglende evne til at begå sig i arbejdslivet - men som de mener skyldes diskrimination af muslimer.

Selvom det er blevet nedtonet i de senere år, så lever vi stadig i slipstrømmen fra den afsporede kampagne, rettet mod påstande om religiøse krænkelser og dæmonisering af muslimer, der fulgte med Muhammed tegningerne.

I dag ved vi – blandt andet fra Ahmed Akkari – og hvad de fleste af os allerede vidste i 2005 - at tegningerne stort set var irrelevante for de muslimske fanatikere, men at netop en tegning – især når den distribueres til analfabeter - leverede en unik anledning til at ophidse den muslimske verden og bringe det danske samfund til knæfald for Islam.

Det lykkedes ikke ganske efter hensigten, men det lykkedes - på grund af terror og dødstrusler - at forvandle Danmark fra at være et meget åbent og frit samfund, hvad angår ytringsfrihed, fri bevægelighed i samfundet og ubeskyttede politikere og presse til at være fysisk afskærmet og overvåget samfund.

En udvikling, som man kun kan sætte én fællesnævner på, nemlig Islam.

Det er næsten ud i det groteske – dog ikke så grotesk, som i Sverige - at dele af pressen er utilbøjelige og fodslæbende til at knytte trusler, voldshandlinger og terror begået i Islams navn sammen med Islam.

Men at adskille Islam fra dødstrusler, vold og terror, svarer jo næsten til at adskille nazismen fra holocaust.

Da jeg var barn i 50’erne var det ikke helt ualmindeligt, at relativisere på den måde, at ”måske var demokrati ikke det rigtige for lande uden for den vestlige verden”, for de havde jo en anden kulturel baggrund. Man ”forstod” de kommunistiske bevægelser, og man forstod de kommunistiske landes kontrol af befolkningen for at undgå et ”fascistisk” kup.

Også selv det lyder nærmest grotesk i dag, så var sådanne tankegange ikke helt ualmindelige.

På trods af den uovervindelige forskel, der er mellem de vestlige demokratier og stater med et islamisk fundament, så tales der stadig i relativistiske termer i dele af pressen.

Det synes jeg man skal man lade være med, for det er jo kun at lukke intolerancen, undertrykkelsen og de sociale overgreb ind i vores del af verden.

Det har jo vist sig, at fra midten af det tyvende århundrede har de vestlige lande været ude af stand til at formidle en demokratisk kultur til afrikanske, mellemøstlige eller asiatiske lande.

Selvfølgelig ved vi, at der (altså for 100 år siden) langtfra var social lighed mellem den oprindelige befolkning og koloniherrerne, (men dog ikke ret forskellig fra den afgrund, der er mellem overklassen og den fattige befolkning i de samme lande nu om dage), men det var alligevel langt fra slaveri. Mange tidligere lande i Afrika, mellemøsten og asien, kan ”takke” englænderne og franskmændene for at de i dag har en infrastruktur i form af jernbaner, veje, administrationsbygninger, retsvæsen, læger og hospitaler.

Der kan være flere grunde til ikke at krænke kvinder. Det indlysende er, at det de sidste mange år ikke har været en del af vores sociale kultur. En anden er, at det vil udløse en voldsom fordømmelse hos omverdenen og eventuelt et strafferetsligt efterspil.

Selvfølgelig kræver det psykopatiske træk at udøve vold mod kvinder eller børn, men til forskel fra vestlige mænd, hvor det udløser massiv fordømmelse fra ens omverden, er dette ikke tilfældet i den muslimske verden – ikke engang fra myndighederne.

Derfor kan man ikke nøjes med at rette fingeren mod ”de afsporede unge mænd”, der for et halvt år siden krænkede kvinder i Tyskland og Sverige, men lige så meget meget mod den sociale kultur, som hviler på Islam, en kultur, som jeg ikke bryder mig om, og som jeg mener, det er nødvendig at bekæmpe.

De terroranslag, der har været i 2015, er kun halvhjertet blevet fordømt af talsmænd fra Islam (alt andet ville nok også have været taktisk uklogt, som borger i et vestligt land), men gerningsmændene er blevet fordømt som psykopater ikke som muslimer, og som det blevet sagt af en talsmand i radioen: Islam formidler principperne om kærlighed, harmoni og fred. Men det er jo absurd, når alle terrorhandlinger mod vestlige lande, som Al-Qaeda ISIS, Al-Shabab har udøvet er sket i Allahs navn.

Så ærlig talt, hvis Islam på grundlag af de sidste 20 års terror og drab på uskyldige, repræsenterer fred og harmoni, så kan nazismen og kommunismen vel i samme kontekst beskrives som ideologier, der fremmer fordragelighed og tolerance mellem menneskene

At forståelse, tolerance og imødekommenhed overfor et totalitært system, kun fører til tilbageslag og eftergivenhed, er velkendt fra dengang fjenden var kommunismen. Et totalitært system kender ikke til oprigtighed, kun til overmagt.

Dette er også pointen i Hoellenbec’s dystopi: ”Soumisson”. Det er ikke så meget det, at muslimerne får magten og islamiserer Frankrig, for det opnår de på demokratisk vis (på samme måde, som Hitler gjorde det i 1933), men at vi – de vestlige samfund – lader det ske.

For at undgå at ”krænke” almindelige muslimer, opstod allerede for 10 år siden en distinktion mellem begreberne Islam og islamisme. Men denne distinktion kan være farlig, fordi ingen rettroende muslim, kan fraskrive sig Sharia, selv om dens barbariske straffemetoder, måske end en imod. Det sammen kan siges om den rettroende muslims forhold til Jihad. For selvom man måske ikke har noget lystbetonet forhold til at slå de vantro ihjel, så står der jo i Koranen, at man skal.

Som eksempler på ganske almindelige muslimer, altså ikke islamister eller andre ekstremister, blev der på DR2 i december 2015 vist udsendelsen: Oprør fra Ghettoen. Den handlede mest om piger, der havde forsøgt at leve et normalt liv ligesom andre danske piger. Gå til fester, have kærester osv. Som havde forsøgt at gøre oprør mod isolationen fra den danske omverden, mod arrangerede ægteskaber og meget mere.

Mest skræmmende var beretningen om en pige, som havde fået en dansk kæreste. Hun havde indviet sin mor, men moren lod det gå videre (islamisk kultur) til hendes far og hendes brødre, og så brød helvede løs. Hun blev gennembanket af sin far, og måtte kun forlade sit værelse for at gå i skole. En nat flygtede hun (i livsfare) ud af et vindue på 3. sal og kom i kontakt med de sociale myndigheder, som (gudskelov) hjælper den slags piger, uden at inddrage forældrene

Resultatet var hemmelig adresse, fuldstændig udstødelse fra familie og det muslimske samfund – måske for evigt. Og har vi hørt om (æres)drab på døtre, og fingerede familiebesøg, som i virkeligheden er bortførelsen til muslimske lande, hvor unge piger bliver tvunget ind i arrangerede ægteskaber.

For et stykke tid siden hørte jeg i et debatprogram en talskvinde for Islam sige, at ”danske mænd også tæver deres koner og døtre”! Muligvis, selv om man nok ikke helt kan sammenligne omfanget.

Men den helt altafgørende ”kulturelle” forskel er imidlertid, at hvis en dansk mand tæver sin kone eller sine børn, så er fordømmelsen næsten entydig, både hvad angår familie og socialt netværk.

I det muslimske miljø synes det at være lige omvendt. Her rammer fordømmelsen og udstødelsen ofret for volden, og ikke de som udøver den, fordi ofret har forbrudt sig mod Islams sociale normer.

Et samfund, som hviler på et humant idegrundlag, som bygger på de demokratiske principper, som vi har arvet fra oplysningstiden og som søger at beskytte det enkelte individs rettigheder og frihed, kan simpelthen ikke leve fredeligt side om side med en totalitært religiøst eller ideologisk samfundsform, der udøver social kontrol, og indskrænker naturlig menneskelig adfærd i religionens navn.

Dialog med totalitære bevægelser, har altid ført til eftergivenhed og tilbageslag for det oplyste demokrati, aldrig til en opblødning af det totalitære undertrykkende. Blandt andet af den grund at de altid fylder én med løgn, og fordi de ikke ser nogen fordel i at give indrømmelser.

Hvis den vestlige samfundsform skal overleve, er dialog ikke vejen. Vi bliver nødt til at forsvare os, sætte foden ned og sige hertil og ikke længere i stedet for at lade vores frihedskultur blive langsomt undermineret af ”hensynet til religiøse følelser”.

Undertrykkelse og ufrihed er undertrykkelse og ufrihed, og for mig er det sådan set ligegyldigt om den er religiøst eller ideologisk motiveret.

Hvis ”krig” anvendes i en mere overordnet betydning, som en væbnet afvisning, så var vesten i krig mod kommunismen i 50 år, og skal vi så ikke droppe de diplomatiske manerer og sige at vi nu har været i krig mod Islam i omkring 20 år. I alle tilfælde har Islam ført krig mod vesten bevæbnet med alle de teknologiske fremskridt, og den materielle velstand, som er skabt i vesten, og som de islamiske lande, qua deres religiøse samfundssystem har været ude af stand til at opnå selv

Ole Witt-Hansen

Lektor emeritus



Errare humnanum est

politikPosted by Ole Witt-Hansen Wed, July 06, 2016 09:47:07

Der anvendes lejlighedsvis latinske idiomer af højlærde personer. Og det er da også udmærket, når man skriver til folket.

Men, så er det nok alligevel bedst, at man behersker ortografien, for ellers forstår folket det jo slet ikke.

I et indspark mandag den 4. juli i Berlingske skriver Peter Nedergaard som overskrift: QOU VADIS EU.

Og det første ord rammer som et penneskaft i det litterære øje. Det skulle selvfølgelig være QUO.

(Som et minimum af kendskab til Latin eller Italiensk kunne have afgjort)

Det undrer mig blot lidt, hvis det har passeret forbi mere end én redaktionel medarbejder før det blev trykt. Bestemt ikke nogen stor sag. Meningen er jo god nok!

Ole Witt-Hansen

Grevehaven 12





Politisk relativisme

politikPosted by Ole Witt-Hansen Wed, July 06, 2016 09:39:08

Anna Libak får den 1. juli gjort sjældent klart op med en politiske relativisme, som i en forskningsrapport tilsyneladende har afløst den kulturrelativisme, som hærgede dele af dagpressen for 10 år siden.

Altså den tese, at der ikke findes universelle etiske eller moralske normer for kulturel eller politisk adfærd, men at alt skal ses i sammenhæng med den historiske og kulturelle baggrund.

Men det er jo en samfundsmoralsk glidebane. Jeg mener f.eks., at retten til at kunne bestemme over sit eget liv ligger dybt forankret i den menneskelige natur, uafhængig af kulturel baggrund.

Findes der samfund, hvor befolkningen ønsker at leve under streng religiøs eller politisk kontrol. Selvfølgelig gør der ikke det.

Jeg tror på Montesquieus opstilling af magtens tredeling (udøvende, lovgivende og dømmende), rummer en dyb forståelse af opbygningen af en samfundsindretning for mennesket, som ikke kan siges at være kulturelt bestemt.

Jeg tror simpelthen ikke på, at mennesker fortrækker at blive stillet for et religiøs eller politisk tribunal, frem for en uafhængig domstol, der dømmer efter en sekulær lov.

Og sådan kunne man blive ved. Jeg tror ikke på at et ønske om at leve i frihed og retfærdighed i modsætning til repression er kulturelt bestemt. Jeg tror at det er noget universelt menneskeligt.

Så skråt den rapport!

Ole Witt-Hansen

Grevehaven 12



Et akademisk eller et ideologisk gymnasium

politikPosted by Ole Witt-Hansen Mon, June 20, 2016 15:45:02

(Dette indlæg er sendt til Weekendavisen, men er blevet blankt afvist)

Jeg var citeret i Klaus Wivels artikel: Almen Tudieforberedelse i WEA den 10. juni, hvilket har tilskyndet to rektorer til et frådende angreb på de holdninger, der er kommet til udtryk i artiklen.

Min holdning er ellers meget ligetil.

Efter 2005 blev det akademiske gymnasium udslettet og erstattet af en klon af RUC.

Det betød en ideologisering af undervisningen og en efterfølgende næsten forfærdende faglig/teoretisk deroute, som efter 2010 har bredt sig til universiteterne.

Indtil slutningen af 60’erne var universiteternes og gymnasiets uafhængighed af religioner og ideologier nærmest stålsat. Men det ændrede sig dramatisk med oprettelsen af det marxistiske RUC i 1972, hvor den akademiske integritet blev erstattet af videnskabelig enhedstænkning underlagt den dialektiske materialisme. Det betød nedbrydning af fagenes identitet, obligatorisk tværfaglighed, samtidig med at den kollektive præstation erstattede den individuelle.

Den ideologiske dominans fortsatte stort set uforandret efter socialismens kollaps i1989, dog blev marxismen behændigt udskiftet med socialkonstruktivismen.

Det var denne undervisningsmodel, som blev overtaget af gymnasiet med reformen i 2005.

Lige siden har diskussionerne om det faglige niveau stort set været futile, fordi man jo ikke kan opnå konsensus mellem akademisk indsigt, ideologisk bekendelse eller religiøs tro.

Med gymnasiereformen i 2005 fulgte faget Almen Studieforberedelse (AT), som var den ideologiske ringmur omkring gymnasiet, og som erstattede objektiv konkret viden med diffus ”videnskabsteori”

Men reformen fik også vidtrækkende konsekvenser for lærerne.

Tidligere havde lærerne i gymnasiet det fuldstændige faglige og pædagogiske ansvar. Ingen blandede sig i undervisningen, så længe eleverne lærte noget og i øvrigt klarede sig godt til eksamen.

Efter 2005 er de tidligere autonome lærere blevet erstattet med undervisningssergenter under en hierarkisk pædagogisk ledelse. Det faglige ansvar, som de tidligere havde overfor eleverne er byttet ud med et formelt ansvar overfor ledelsen.

Før gjorde man, hvad man fandt bedst for undervisningen, nu gør man, hvad man får besked på.

Samtidig har Thomas Kuhns (dybt forvrøvlede) socialkonstruktivisme forvandlet det tidligere akademiske gymnasium til en ideologisk tumleplads for hvidskurede pædagoger

Og så er der sket en revision af den begrebsmæssige forståelse af, hvad formålet med undervisning er. Qua taxameterprincippet er uddannelsespolitikken blevet ændret fra udelukkende at være funderet på faglige krav til at være underlagt ledelsesmæssig kontrol og krav om rentabilitet. En politisk styring, som går under navnet New Public Management.

Men som bedre kan beskrives som ”uddannelsesmæssig planøkonomi”, hvor ”kvaliteten” (det faglige niveau) helt er underordnet ”produktionsomkostningerne per enhed”.

Når Jens Boe Nielsen skriver, at niveauet i matematik er blevet højere, af den grund, at eleverne nu kan løse opgaver på en computer, som de ikke tidligere kunne løse i hånden. Dette afspejler imidlertid en afgrund til det, som jeg forstår som formålet med intellektuel aktivitet.

De sidste 10 år er det kun et mindretal, der kan den lille tabel og de 4 regningsarter, når de møder i gymnasiet - eller når de forlader det.

Så skal man følge Jens Boe Nielsen, så har det også styrket det faglige niveau, at eleverne nu med lommeregneren kan udføre regnestykker, som de ikke tidligere kunne udføre i hånden – også selvom de ikke længere kan regne overhovedet.

Og sådan er det også gået i matematik. Selv på A-niveau, kan mange elever ikke længere løse en førstegradsligning, beherske brøkregning, og de er ikke i nærheden af en forståelse af de discipliner, som man lærte i grenvalgsgymnasiet.

Rektorerne henviser ideligt til spørgeskema undersøgelser. Tja! Når man spørger eleverne og de yngre lærere, så kan deres svar muligvis være influeret af, at de ikke kender en anden verden.

Om dansk evalueringsinstitut EVA, vil jeg blot bemærke, at statistik hverken afspejler indsigt eller holdninger – Det er statistik. I øvrigt hviler EVA’s berettigelse jo på - gennem udformningen af spørgsmålene - på at man leverer det, man bliver betalt for.

Så set i en ”ideologisk sammenhæng”, så er EVA’s undersøgelser næppe mere troværdige end produktionsstatikkerne fra et mønsterkollektiv i Sovjettiden.

Selv om den pædagogiske facade skinner, så er det lidt trist, at Danmark muligvis er blevet det eneste land i verden, som dimitterer studenter, der reelt er funktionelle analfabeter.

Og det er ikke blot en løs påstand, for det fremgik åbenlyst af det interview, som Martin Krasnik den 14. april 2014 havde i Deadline med den nye rektor for RUC Hanne Leth Andersen.

Den faglige elastik skal nok strækkes til bristepunktet, før man i dag kan kalde Danmark for et videns-samfund! Men det kunne man nu helt ubekymret indtil slutningen af 80’erne.

Ole Witt-Hansen

Lektor emeritus

Grevehaven 12, 2670 Greve



Rockerborgen Rusland

politikPosted by Ole Witt-Hansen Sat, June 18, 2016 11:11:00

Efter at russiske voldsbøller (hooligans er nok en eufemisme) var mødt op med tandbeskyttere og kamphandsker for at tæske løs på de engelske fodboldfans, udtalte den russiske udenrigsminister "at yderligere pusten til anti-russiske følelser kan forværre forholdet mellem Frankrig og Rusland”.

Hvis man er vokset op i en retsstat, hvor politiet har den opgave at forhindre vold og hærværk, hvilket vist var det eneste, som det franske politi (delvis forgæves) forsøgte, så forekommer en sådan udtalelse diplomatisk derangeret.

For udtalelsen indebærer jo, at udenrigsministeren sanktionerer, at et ”broderskab”, sætter sig over civilsamfundet, og (ligesom Hitlers SA) rykker kampklædte ud for at tæske løs på mennesker, som man af en eller anden grund ikke bryder sig om.

Da det franske politi, standsede en bus med 40 russere af den samme kaliber, som bøllerne fra Marseille, udtalte samme russiske udenrigsminister, at ” det var diskrimination af russiske statsborgere”.

Et land, som selv opfører sig så ekstremt chauvinistisk, lader hånt om international ret og civilret, som har erstattet diplomati med demagogi og løgn, som truer med vold og krig, blot ved den mindste ”fornærmelse”, er ikke et civiliseret samfund, men en national rockerborg.

Ole Witt-Hansen

Grevehaven 12, 2670 Greve



Next »